Definition af beskæftigelse

ILO definerer i korte træk beskæftigelse som personer, der i en reference­periode har udført arbejde i mindst én time. Referenceperiodens længde er derimod ikke klart defineret, men det anbefales, at den er relativ kort – eksempelvis en dag eller en uge. Endvidere anbefales det, at der defineres en minimumsalder for arbejdsstyrken ud fra de særlige forhold, der er gældende i det pågældende land. Der anbefales derimod ikke en øvre aldersgrænse.

 

Med månedsopgørelser på løn og ikke timer er datagrundlaget ikke formelt forenelig med ILO-definitionen, hvorfor det har været nødvendigt at lave en tilpasset definition for den grønlandske beskæftigelse. Dette er forsøgt gjort, så den ligger tættest muligt på ILO-definitionen.

 

Den korteste referenceperiode, de anvendte data muliggør, er én måned, hvilket er betydeligt længere end ILO’s anbefalinger på én dag eller én uge. For at begrænse betydningen af den relativt lange referenceperiode har det derfor været nødvendigt at hæve beskæftigelseskriteriet, der i ILO-definitionen er mindst én times arbejde. Idet statistikkens datagrundlag ikke indeholder oplysninger om den arbejdstid, der ligger til grund for løn­ud­betalingerne, har det endvidere været nødvendigt at definere en omregnings­faktor mellem arbejdstid og løn.

 

Beskæftigelseskriteriet er valgt til mindst én dags arbejde i en måned, hvilket med udgangspunkt i en arbejdsdag på 8 timer, en arbejdsuge på 5 arbejdsdage og en måned på 20 arbejdsdage skaleret ned vil svare til et kriterium på 0,4 timer med en referenceperiode på en dag, og 2 timer med en referenceperiode på en uge. Som omregningsfaktor er valgt SIK’s mindsteløn, da det antages, at langt hovedparten af de personer, der vil ligge omkring grænsen hører til blandt de lavest lønnede. Således har Grønlands Statistik valgt at definere, at en person er i beskæftigelse i en given måned, såfremt:

 

·       Personen ved udgangen af året er fyldt mindst 15 år.

·       Personen har udført lønnet arbejde eller har optjent anden erhvervs­relateret indkomst (indhandling eller ”løn” fra egen virksomhed) i den pågældende måned.

·       Lønnen fra dette arbejde svarer som minimum til det beløb, som otte timers arbejde vil indbringe med en timesats svarende til mindste­lønnen for ikke-faglærte arbejdere ifølge den på tidspunktet gældende overenskomst mellem SIK og Naalakkersuisut.